Status LER 2.0

20-12-2023

Status for overgang til LER 2.0

Ledningsejerne har igennem de seneste 3 år været igennem en større omstilling med at digitalisere og standardisere ledningsoplysninger. Formålet var at sikre hurtigere adgang til samlede og mere overskuelige ledningsoplysninger, til brug ved planlægning og udførsel af gravearbejde, for herigennem at sænke antallet af graveskader på ledningsnettet i Danmark.

1. juli udløb fristen for at efterleve krav til udlevering af ledningsoplysninger, og i månederne op til skæringsdatoen, lå ledningsejerne næsten vandret for at nå i mål til tiden.

Ved skæringsdatoen var 72% af de ca. 3.000 ledningsejere nået i mål, og de resterende ledningsejere fortsatte arbejdet med at komme på LER 2.0 henover efteråret. Ved udgangen af 2023 er ca. 77% af ledningsejerne på LER 2.0. I starten af det nye år, vil der være fokus på at kontakte de sidste ledningsejere for at gå i dialog om deres status for overgang.

Pr. 1. dec. 2023 udleveres 97% af alle ledningssvar automatisk digitalt og via LER 2.0 inden for få minutter

Før LER 2.0 kunne der gå op til flere dage før der kom svar fra ledningsejerne og graveaktørerne kunne gå i gang med at planlægge gravearbejdet. Nu kommer 97% af ledningsoplysningerne inden for få minutter, hvilket kan være en gevinst for akut gravearbejder og gravearbejder med kort planlægningsfase.

Hård validering af ledningsoplysninger udsættes til 1. marts

Der er øgede krav til oplysninger om de ledninger, der etableres efter 1. juli 2023.

SDFI udskyder den hårde validering af ledningsoplysningerne, så der først valideres efter reglerne for nye ledninger pr. 1. marts 2024. Bemærk, at de juridiske krav fortsat er gældende fra 1. juli 2023 og den hårde validering, derfor vil gælde med tilbagevirkende kraft for ledninger etableret efter d. 1. juli 2023.

SDFI anbefaler, at man tester validering af sine ledningsoplysninger på extest inden 1. marts 2024. Man kan teste valideringen på extest ved at sætte et etableringstidspunkt senere end hvad den hårde validering er sat til, dvs. efter d. 1. marts 2024.

SDFI arbejder desuden på mere handlingsanvisende fejlbeskeder, så ledningsejerne lettere kan finde og rette fejl i de udleverede ledningsoplysninger.

Teleforliget arbejder med at undgå graveskader i 2024 især for tele og data

Teleforliget vil have fokus på tiltag, der kan sænke antallet af graveskader på tele og elnettet. SDFI vil derfor invitere branchen til at deltage i en dybere undersøgelse af årsagen til graveskader, der i sidste ende skal munde ud i et katalog af mulige tiltag for at sænke antallet af graveskader. SDFI vil udsende invitationer via LER’s tilknyttede følgegruppe, til at deltage i undersøgelsen i starten af det nye år.

Analyse af LER’s fremtid igangsættes i det nye år

Med etableringen af LER 2.0 har vi høstet mange gode erfaringer i samarbejde med LER’s anvendere og LER’s følgegruppe i særdeleshed. En af erfaringerne er, at grundlæggende forandringer af LER tager tid. Fornyelsen af platformen tog tid, digitalisering af ledningsdata tog tid, at få alle processerne på plads tog tid og ikke mindst vigtigt tog det tid at få talt tilstrækkeligt sammen, så vi var enige og trak i samme retning.

For at sikre den nødvendige tid til næste generation af LER, sætter LER-sekretariatet allerede fra 2024 gang i overvejelserne om hvilke beslutninger som skal tages. Giver et nu digitalt ledningsnet og automatiserede processer anledning til at tænke nyt? Kommer GIA-forordningen, som handler om hurtigere etablering af højhastighedsnet i EU, til at betyde vi skal omtænke noget? Skal vi fortsætte på en teknologisk ældre platform?  Spørgsmålene er mange og for at sikre tilstrækkelige inddragelse og kvalitet i alle beslutningerne, vil I frem mod 2028 kunne følge arbejdet her i nyhedsbrevet, på vores hjemmeside, i følgegruppen og alle andre steder hvor vi kan komme til orde. Vi ser frem til et spændende arbejde sammen med jer.