Billedfrise

Vejledning om § 14 om uopsættelige
reparationsarbejder i bekendtgørelse
om registrering af ledningsejere

06-07-2018

Med bekendtgørelse nr. 639 af 30. Maj 2018 om registrering af ledningsejere, som træder i kraft 1. juli 2018, er der indsat en regel om uopsættelige reparationsarbejder i § 14 med følgende ordlyd:

 

§ 14.En graveaktør, der skal udføre uopsættelige reparationsarbejder, kan undlade at forespørge i medfør af § 12, stk. 1, inden reparationsarbejdet sættes i gang, hvis reparationsarbejdet ikke kan afvente, at der forespørges om ledningsoplysninger.

  Stk. 2.Ved uopsættelige reparationsarbejder forstås reparationsarbejder på vej, vejudstyr og ledninger i og over vejarealet, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om gravearbejder i offentlige vejarealer og private fællesveje i byer og bymæssige områder. 

  Stk. 3.Der skal snarest muligt, efter at gravearbejdet er påbegyndt, foretages en forespørgsel, hvori det anføres, at gravearbejdet allerede er påbegyndt eller har fundet sted på grund af uopsættelige reparationsarbejder.

 

Bestemmelsen er indsat for at gøre det tydeligt, hvornår uopsættelige reparationsarbejder kan foretages, uden at graveaktøren skal afvente at have modtaget ledningsoplysninger, før gravearbejdet sættes i gang.

Efter stk. 1 kan graveaktøren undlade at forespørge om ledningsoplysninger, hvis reparationsarbejde ikke kan afvente, at der forespørges om ledningsoplysninger. Det forudsætter:

1. Reparationsarbejder, der skal afhjælpe en pludseligt opstået skade.

2. Skaden vil blive værre, hvis reparationsarbejdet skal afvente, at der forespørges om ledningsoplysninger, før arbejdet går i gang.

3. Skaden kan forårsage et betydeligt ressourcespild, eller gøre miljøproblemer unødigt værre, hvis skaden ikke udbedres straks.

De 3 betingelser betyder tilsammen, at der skal meget til, før bestemmelsen kan anvendes. En graveaktør vil således ikke kunne anvende bestemmelsen, blot fordi en klient ringer til graveaktøren samme morgen og beder om at få gravet et hul. Graveaktøren vil i et sådant tilfælde kunne planlægge sig ud af problemet og kan derfor ikke anvende bestemmelsen.

 

Bestemmelsen kan derimod anvendes i et tilfælde, hvor der er opstået en skade, der kræver hurtig handling, f.eks. for at forebygge større tab eller skader på mennesker eller miljø, eller hvor en skade skal repareres hurtigt, f.eks. skader på en vej eller på materiale i tilknytning til en vej. Hvis der er sket en skade på ledninger, der går til et meget befærdet lyssignal, kan en graveaktør ikke nødvendigvis vente på ledningsoplysninger.

 

En graveaktør vil i langt de fleste akutte situationer have tid til at forespørge om ledningsoplysningerne, før graveaktøren tager ud til skadestedet og da mange ledningsejere svarer inden for få minutter, vil graveaktøren på den måde ofte kunne nå at modtage betydende ledningsoplysninger, inden graveaktøren skal grave i jorden.

 

Graveaktøren bør tilstræbe at søge ledningsoplysninger forud for akutarbejdet, da oplysninger om de relevante ledningsejere kan give et vigtigt fingerpeg om evt. farlige ledninger.

 

Hvis de udleverede ledningsoplysninger viser, at der er ledninger, der er registreret som værende farlige, i graveområdet, skal gravaktøren følge anvisningerne om eventuel påvisning i oplysningerne fra Ledningsejeren. Hvis en kvittering viser, at der kan være ledninger, der er registreret som værende farlige, i graveområdet bør graveaktøren kontakte ledningsejeren.

 

Graveaktøren bør under alle omstændigheder være meget opmærksom på, at denne ikke beskadiger ledninger, som er registreret som værende farlige, f.eks. olieledninger, når graveaktøren reparerer en anden ledning eller standser en skade, f.eks. en olieforurening.

 

Begrundelse for, hvorfor ledningsoplysninger ikke er indhentet

Hvis der ikke er indhentet ledningsoplysninger, før gravearbejdet udføres, skal det anføres i feltet ”egne bemærkninger” i Ledningsejerregistret, hvorfor dette ikke er blevet gjort.